Fire betonelementer står på pladsen foran Vallensbæk station og gemmer på en skinnede overraskelse. De står spredt på pladsen, som om de var blevet brudt over på midten, hvilket synliggør deres indre krystaller, nærmere bestemt ametyster, som er støbt ind i skulpturerne. De fungerer som forunderlige afspærringsklodser – et glimt af noget magisk midt på en travl gennemgangsplads, hvor mennesker, busser, tog og biler konstant suser forbi.
Set fra ydersiden er en sten måske bare en sten. Men naturen er som bekendt fuld af overraskelser. Rundt omkring i verdens afkroge findes de mest fortryllende farver og former gemt blandt mudder og kalk: atomer organiseret i krystallinske strukturer, der med skarpe geometriske former spejler lyset i forskellige retninger. Krystaller vokser frem i områder med en særlig geologisk og kemisk sammensætning, og samler sig ofte i geoder, der på ydersiden består af rå, matte stenarter, mens de på indersiden indeholder krystaller af eksempelvis halvgennemsigtige kvartsformationer.
Det er sådanne geoder af ametyst, der har taget plads i de brudte betonskulpturer. Ligesom andre hårde ædelstene har ametyst altid været en eftertragtet besiddelse. Men hvor det tidligere kun var de gejstlige og kongelige, der fik fingre i den klare krystal med de changerende toner i lilla, hvid og gul, er ametyst idag en populær sten, der er at finde i mange hjem. Ametysten, som består af siliciumdioxid (SiO2) påvirket af jern, siges at have rensende, beskyttende og balancerende kvaliteter. Nogle går måske rundt med en ametyst i lommen eller som vedhæng i en halskæde, for at nærme sig en åben og spirituel tilstand. Andre har den stående i vindueskarmen, fordi den glimter, og påminder om naturens vidundere midt i dagligdagen.
Vi mennesker har tendens til at passe bedre på nogle naturressourcer end andre – og den kontrast udstiller skulpturerne på Vallensbæk Stationstorv. I modsætning til den måde vi værdsætter ametyster og andre ædelstene, bruger vi rask væk andre dele af jordens beholdning. Beton er det mest anvendte materiale i verden, ud over vand. Det bruges i den globale, ekspansive byggeindustri, fordi det er billigt, hurtigt og fleksibelt. Beton udgør altså et solidt fundament for vores moderne samfund på tværs af kloden. Men det er slet ikke bæredygtigt at fortsætte med at bygge, som vi hidtil har gjort. Der er snart ikke mere sand at hente! Desuden består beton udover sand, aggregater og vand også af cement, og fremstillingen af cement er – med et aftryk på over 8% af verdens samlede CO2 udslip – en alvorlig trussel for klimaet.
Der tænkes allerede i nye retninger. Produktionen af beton kan justeres, moderniseres og i nogen grad enten erstattes eller minimeres. Men det handler først og fremmest om at ændre mentalitet. Skulpturerne på stationstorvet i Vallensbæk minder os om, at vi må værdsætte vores omgivelser, helt ned til vores infrastruktur – også selvom vi har travlt med at komme fra A til B. Vi må beholde og reparere og genanvende, og vi må selvfølgelig bygge rigtigt fra starten. Skulpturerne på pladsen minder os desuden om, at der gemmer sig masser af skatte ude omkring i det urbane rum – også på steder vi ikke lige regner med.
Adresse: Vallensbæk Stationstorv 64, 2665 Vallensbæk
Foto af Malene Nors Tardrup
