For enden af kajen i Ishøj lystbådehavn spærrer to betonelementer vejen. Hvis man nærmer sig og ser efter, vil man opdage, at der på de to skulpturer står ‘MULTITUDES’ og ‘I CONTAIN’, som tilsammen danner sætningen: MULTITUDES I CONTAIN. ‘I CONTAIN’ kan oversættes som ‘jeg indeholder’ eller ‘jeg rummer’, mens ordet ‘MULTITUDES’ refererer til både variation og mængde. Desuden trækker ordet rødder til en filosofisk betegnelse for den uorganiseret demokratiske masse.
Ishøj Lystbådehavn er et helt særligt sted, der med sin placering ud til Køge bugt udgør et rekreativt område for sejlere og brugere af strandparken, samtidig med at det sikrer de nærliggende bebyggede områder langs kysten fra at blive oversvømmet. På samme måde har de to skulpturer her på kajen flere funktioner. Som afspærringsobjekter sørger de for, at køretøjer ikke kan bevæge sig ud på den lille træbro, de står placeret foran. Og som kunstværker står de og glimter af beton, ord og småsten foran den frie udsigt over bådene, Brøndby Strand og de vandige vidder.
Ordene ‘MULTITUDES’ og ‘I CONTAIN’ er hentet fra digtet Song of Myself, hvor den amerikanske forfatter Walt Whitman i 1892 skrev:
Do I contradict myself?
Very well then
I contradict myself,
(I am large, I contain multitudes.)
Digtet er en hyldest til det mangfoldige og foranderlige selv, og opfordrer os til at agere ud fra mere og andet end vores egen fastlåste position i samfundet. I digtet besynges selve det at være til og tilhøre verden – at være som et græsstrå på en mark, der vejrer i vejret i takt med andre græsstrå – og at flyde ind og ud af et større hele. Men digtet gengives her kun i fragmenter. Dekonstruktionen er et signal om, at arven fra Walt Whitman må behandles kritisk. Nok var Whitman en fortaler for individets ret til selv at vælge sin kærlighed, sit arbejde og sin skæbne (Whitman kendte selv alt for godt til fordomsfuld modstand på grund af sin seksualitet) – men som så mange andre hvide mænd i sin samtid dyrkede han stærkt racistiske ideologier og forestillinger. Man kan spørge sig selv om Whitmans efterstræbte frie fællesskab i virkeligheden kun var tiltænkt mennesker med den samme hudfarve som ham selv?
I de to betonskulpturer på havnen i Ishøj frigører ordene sig derfor fra deres litterære (og autoritære) kontekst for at vinde ny betydning. Bogstaverne er indgraveret, hvorved betones indre indhold kommer til syne: små sten i et utal af forskellige farver, former og størrelser. Ordene henviser således ikke blot til Whitmans digt, men også til betonens egen materialitet. Til det faktum at der under den grå og glatte cementoverflade findes et uerstatteligt mangfold af forskellige sten, som netop i kraft af deres variation er med til at sikre betongrisens enorme bærekraft.
Adresse Ishøj Havn, Østlig fortøjningsplads, Søhesten 22, 2635 Ishøj
Foto af Malene Nors Tardrup
