På en græsplæne ved Alarmpladsen i Avedøre møder vi et betonelement delt op i tre stykker. Skulpturen er støbt med en blanding af cement, hvide marmorskærver, farvede skærver, hvidt marmorstøv og blandet grus. Siderne er hugget fri fra den glatte støbeoverflade, således at de forskellige bestanddele synliggøres, idet man går på stien ‘igennem’ skulpturen og ser de tre skiver fra siden. Skulpturens dele er nemlig placeret på begge sider af den lille flisegang, som leder op til Forstadsmuseet. Et sted der huser en helt særlig viden om betonens kulturelle historie.
Forstadsmuseet arbejder med at formidle historien om udviklingen af forstæderne vest for København, der især tog fart i begyndelsen af 1900-tallet. For at undgå tilfældig byvækst i alle retninger, blev den såkaldte ‘fingerplan’ udviklet i slutningen af 1940’erne – en plan der skulle forbinde de nye boligområder på Vestegnen med det indre Københavns arbejdspladser. Grønne områder, nye togbanestrækninger og motorveje blev det centrale indhold i Vestegnens udvikling af forstæder, hvor det effektive arbejdsliv og det trygge familieliv skulle gå op i en højere enhed. Områderne blev udbygget med moderne – og på den tid ret eksperimenterende – byggematerialer og teknikker, der kunne standardiseres og masseproduceres. Beton, der både var let at gå til, billigt og holdbart, blev derfor hurtigt en favorit. I midten af 1960’erne blev det såkaldte "betoncirkulære" udstukket, hvilket betød at nye almene boliger skulle opføres i støbte betonelementer, der let kunne stables ovenpå hinanden af kraner.
Betonbyggerierne, der begyndte som unikke arkitektoniske udfoldelser blev dog hurtigt rationaliseret og masseproduceret. Og i takt med at bolignøden fra tiden efter anden verdenskrig ophørte, og store dele af befolkningen efterhånden blev mere velhavende, begyndte kritikken at ramme de mange betonboligblokke. De høje huse på Vestegnen blev ikke længere set som eftertragtede velfærdshjem – snarere blev de kritiseret for mangel på individualitet og for deres kedelige, grå, rå overflader. I dag associeres byggerierne på Vestegnen ofte med velfærdsstatens skyggesider. Efter mange år med negativ omtale og politisk pres for at ændre demografien i særligt udvalgte boligområder, forbinder mange mennesker betonfacader med de mest økonomisk og socialt udfordrede dele af samfundet.
Men for velfærdsbyggeriernes arkitekter var valget af beton en inspiration i sig selv. Et alsidigt materiale, som man kan forme, farve, slibe og lege med – og som samtidig danner en neutral baggrund for beboernes egne individuelle aftryk. Måske det er os, der har ladet Vestegnens unikke boligområder i stikken. Ikke passet godt nok på dem, men tværtimod lade dem forfalde. Måske vi ikke har set efter, og sat pris på den fantasi og forskellighed der rent faktisk findes i og omkring betonbyggerierne – og ikke mindst inde i betonen selv? Disse spørgsmål kan vi stille, alt imens vi går igennem den opdelte skulptur på vej mod indgangen til Forstadsmuseet.
Adresse: Forstadsmuseet, Alarmpladsen 3, 2650 Hvidovre
Foto af Malene Nors Tardrup
