De tre betonelementer der står ved indgangen til det nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard har suget til sig af husets farver: grøn, gul og rød i støvede, jordlige toner. De er farvede helt ind til kernen, så selv hvis et stykke af overfladen med tiden skulle falde af, forsvinder farverne aldrig. Skulpturerne her vil gerne inddrages i legen; man kan løbe zigzag om dem, klatre på dem, læne sig op ad dem og gemme sig bag dem. I al deres farvespil bygger de bro mellem inde og ude, og mellem Børne- og Kulturhuset dets omgivelser i Taastrupgaard.
Taastrupgaard har eksisteret i over halvtreds år. Boligområdet huser et mangefold af nationaliteter, aldersgrupper, fagligheder, erfaringer, sprog, tanker og ideer – og er på mange måder alt andet end ‘et hul i Danmarkskortet’, som Danmarks Statsminister, Mette Frederiksen, i sin nytårstale i 2018 omtalte boligområderne, der blev udvalgt til den såkaldte ‘ghettoliste’. Siden dengang har Taastrupgaard gennemgået store forandringer: boliger er revet ned og har givet plads til nye parkeringspladser, fællesområder og ikke mindst det nye Børne- og Kulturhus. Området er stadig under forandring, og det giver anledning til at se nærmere på farvespillet omkring de både nye og gamle betonblokke.
Som regel forbinder vi ellers beton med farven grå. Askegrå, mørkegrå, bleggrå, betongrå… Ordet ‘grå’ optræder i vores sprog som noget næsten neutralt – dét, som kommer imellem sort og hvid, eller dét som slet ingen farve indeholder. Gråt er ofte hverken godt eller dårligt, det er der bare. Som et fundament og samtidig et nødvendigt mellemrum for den mere farverige forestillingsevne. Hvis vi leder efter forekomst af gråt i naturen kunne vi eksempelvis nævne farven på delfiner, skyer, sten, mus, aldrende hår eller tåge. Men er vores opfattelse af grå i virkeligheden en illusion? Afhængigt af hvilket lys – og hvilke øjne – vi ser med, bliver den grå farve altid tonet i en bestemt retning; blåligt grå, gulligt grå, brunligt grå, rødligt grå… Spørgsmålet om grå overhovedet eksisterer i naturen, bliver til spørgsmålet om farver overhovedet kan defineres, når de nu konstant blander sig ind og ud af hinandens definitionssfære – og desuden opfattes forskelligt af vores neurologiske systemer?
Men tilbage til grå. Den udefinerede farve eller mangel på samme smitter af på den almindeligt udbredte opfattelse af materialet beton. Det hårdføre materiale bliver ofte mødt med en accept for sin tilstedeværelse i det offentlige rum – som en ganske ‘neutral’, men nødvendig praktikalitet – i stedet for at blive værdsat for sit eget æstetiske formsprog. Men hvad sker der, hvis vi begynder at se betonen som farveskala? Måske vi da kan lære at påskønne betonblokkenes evne til at fostre fantasi og kreativitet blandt store som små?
Adresse: Børne- og Kulturhuset, Taastrupgaardsvej 75, 2630 Taastrup
Foto af Malene Nors Tardrup
