På pladsen ved den nye udvidelse af Albertslund Centrum står tre anderledes betonelementer. De har bevæget sig ud af deres vanlige rette, triangulære vinkler, og i stedet snoet sig op i organiske s-former. De tre skulpturer står som en lille flok, og lever op til deres kaldenavn, betongrise. De minder os om, at der engang, før beton og byplanlægning, var landbrug med marker og dyr lige her på stedet. De minder os også om, at vi selv er levende væsner, og at vores færden i verden er organisk. Selvom beton har ry for at være stift og uigennemtrængeligt, så findes der også betonklodser med bløde værdier.
Ser man ud over Albertslund Centrum, ser man mest af alt linjer. Rette linjer og vinkler udgør størstedelen af den arkitektoniske og infrastrukturelle vision for området, der blev bygget i 1960’erne. Faktisk kunne man godt argumentere for, at det lineære perspektiv har domineret indretningen af det offentlige rum i den vestlige verden lige siden renæssancen. Hvor pladser, kirker og offentlige bygninger tidligere lå spredt side om side med boliger og værksteder, begyndte man i renæssancen at bygge efter principper, der havde menneskelig aktivitet i centrum. Arkitekterne begyndte at udvikle ideelle design for byer, hvor både infrastruktur og magtstruktur blev indtænkt fra starten. Ligesom renæssancens byer er Albertslund Centrum et område, der i sin ihærdighed på at favne borgernes behov er planlagt ned til mindste detalje. Med matematisk præcision er arkadegange og flisebelægninger designet for at skabe den (teoretisk set) bedst mulige overgang mellem menneskelig interaktion, handelsliv og offentlige myndigheder.
I 1960’erne begyndte en række kunstnere i USA også at udvikle et nyt kunstnerisk formsprog, idag kendt som ‘minimalisme’. I en bevægelse væk fra det abstrakte maleris internaliserede verden og den moderne skulpturs fokus på sig selv, begyndte kunstnere som Donald Judd, Tony Smith og Dan Flavin at vende opmærksomheden mod det “rum”, de placerede deres værker i. Minimalismen blev en dominerende magt på den globale kunstscene i flere år, og har på flere måder ændret vores definition af, hvad vi kalder ‘kunst’. Brugen af rå dele fra industri og reminiscenser fra byrummet, åbnede op for en mere konceptuel tilgang til hvad kunst er og kan og skal kunne: en forståelse for at selve en idé, eller den spænding der kan skabes i mødet mellem materiale og kontekst, er et vigtigt moment i et kunstværks liv.
Men minimalismens historie blev i høj grad skrevet af mandlige kunstnere, der med geometriske former og bombastiske gestusser kommunikerede med magt og autoritet. I dag er et opgør med det maskuline minimalistiske formsprog allerede igang. De snoede betonskulpturer på pladsen i Albertslund står midt i folden et sted, og kigger til både den ene og den anden side. På den ene side af pladsen, længere nede mod gågaden står en gruppe skulpturer lavet af kunstneren Kaj Nielsen. En samling dyrefigurer, udhugget i granit, lavet ca. på samme tid som Albertslund Centrum og minimalisternes hovedværker – men som har skrevet sig ind i en helt anden kunstforståelse. Grisen, hønen, flodhesten og bjørnen er groft tilvirkede, figurative skulpturer i børnevenlig størrelse, elsket af lokale centergængere. De nytilkomne betonskulpturer spiller på deres omgivelsers mange kontraster: mellem nyt og gammelt, mellem lige linjer og snoede former, mellem kunstnerisk figuration og abstraktion og ikke mindst mellem magtsprog og spørgsmål.
Adresse: Albertslund Centrum, Stationstorvet, 2620 Albertslund
Foto af Malene Nors Tardrup
