Med kunstværkets afsæt i begrebet autenticitet i landskaber og natur inviterer kunstneren Camilla Berner til refleksion over vores forhold til det landskab, natur og historie, der findes på Vestegnen.
Vestegnen er forbundet med urbane miljøer og udstykninger og har en intens bygge-og byplanlægningsprocent. Landskabs- og bybilledet er domineret af infrastruktur og lyden af den, ligesom udstykninger af åbent land til boliger, industri og offentligt byggeri præger billedet. Meget af det urbane miljø er etableret gennem de sidste ca. 70 år og får små gamle landsbyer til at ligge som øer i alt det moderne. Hvis man kan tale om landskabet bestående af lag, har byen lagt sig som et lag ud over landskabet – og arealer, der måtte ligge hen som oprindelige, er minimale.
I Vestegnens landskaber foldes spørgsmålet om autenticitet ud gennem de forskellige måder, de er blevet dannet på. Nogle er levn fra et forsvarsværn, andre landskaber er formet af overskudsjord fra et byggeri, men ligner et ”oprindeligt” landskab, regnvandsbassiner formet som en sø, man ikke kan se, ikke altid har været der, tilgroede gamle grusgrave og så noget, der faktisk er en oprindelig smeltevandsdal; Store Vejleådalen.
Kontrasten mellem natur og kultur er meget synlig på Vestegnen med den intense urbanisering. En stor del af landskabet og naturområderne på Vestegnen er også menneskeskabte, og forskellen mellem natur og kultur bliver mere flydende. Spørgsmålet om hvad er natur, er aktuelt over hele landet, for hovedparten af alle skove og marker i Danmark er dyrkede – så hvor naturlig er den natur, vi kender i Danmark? Hvor oprindelig skal naturen være for at være natur? Værkets relevans kan dermed anskues som et indlæg i debatten om vores syn på natur.
Det er denne komplekse landskabelige kontekst, som Camilla Berner sætter i spil med sit kunstværk, og som rejser spørgsmål på måder, der potentielt får os til at se omgivelserne i et andet lys.
Vandreblokken som motiv er et billede på en anden tid, en anden orden, end den vi arbejder med i dag. Et system af naturen. I et urbant miljø står vandreblokke i skærende kontrast til byplanlægningens fornuftsorienterede systematik. Samtidig giver de en oplevelse af kontinuitet og forbundethed med den store naturfortælling. At der er en anden tid end vores egen, som også betyder, at der kommer en anden tid efter os.
Kunstværket har hentet inspiration fra fænomenet vandreblokke, som netop påkalder sig autenticitet på tværs af al by-og landskabsplanlægning, måske fordi det rækker så langt tilbage i tid: Fundet af kæmpesten eller såkaldte vandreblokke, som er bragt hertil med isen fra nordøst under sidste Istid. Kæmpesten tiltrækker stor opmærksomhed, de er sært fascinerende og gøres ofte til genstand for stolte fortællinger. De udstråler i sig selv autenticitet og minder os om, at noget er ældre end det landskab, der omgiver os nu, og de byer vi bor i i dag. Det er den geologiske tid. De sætter vores egen tid i et perspektiv, og peger på, hvor kort tid vi faktisk har været her. Det tog isen tusindvis af år at forme Danmark, som vi kender det – en kontrast til, hvor meget vi har påvirket det i den korte tid, vi har været her.
Urbaniseringens foretrukne byggemateriale
Kunstværkets skulpturer er skabt til at ligne vandreblokke, men de er formet af kunstneren og fremstillet i beton – urbaniseringens foretrukne byggemateriale. Helt tæt på skulpturen er det tydeligt, at den er bemalet, men lidt på afstand ser skulpturen ud som et klippestykke. Igen leger kunstneren med vores forestilling om autenticitet: at foregive ægthed, men at være kunstigt skabt. For at forskyde fortællingen og afsøgningen af autenticitet over i en forestillingens og utopiens retorik er nogle af skulpturerne bemalet med transparent fluorescerende maling, som i nattens mørke vil få skulpturerne til at gløde og gøre dem endnu mere fremmede i omgivelserne.
Betonen spiller også en rolle i både den geologiske fortælling og den urbane fortælling. En af de væsentlige bestanddele af beton er grus, og gruset er netop aflejringer fra isen smeltede. Betonen har været et centralt byggemateriale ikke alene i Danmark, men i hele verden. For tiden er beton dog omdiskuteret, da det er ekstremt energikrævende at producere. Samtiden vil der inden for en årrække ikke være mere grus at udvinde fra den danske undergrund. Faktorer som vil påvirke byggebranchen.
I sig selv leger værket også rundt med denne fortælling om autencitet – og så at sige digter videre. For der har aldrig været vandreblokke på de steder, hvor skulpturerne er sat op. Berner været særlig optaget af, at værket skulle være så naturtro som muligt. Hun har været i en lokal grusgrav i Hedehusene for at finde sten, som modellerne er blevet formet efter. De dannede grundlag for skulpturernes former og karakter samt i farvelægningen. Desuden har hun orienteret sig i forhold til GEUS’s kortlægning af de rigtige vandreblokkes historie, og hvilke stenarter der er kommer hertil med isen, og hvorfra de er kommet.
Det kunstneriske udtryk balancerer på det simulerende - noget vi tror er den ægte varer. I det simulerende ligger en forførelse til at tro på noget (som ægte), som siden viser sig at være opdigtet og kunstigt. Som greb kan processen med at opdage, at det man troede var ægte og viser sig ikke at være det, være med til at skærpe vores blik.
Med det simulerende – og dermed naturtro - har det også været vigtigt for kunstneren på den måde at lade værk og det omgivende landskab få en ligevægtig stemme i oplevelsen af værket. Det vil sige selve kunstværket nærmest er trådt lidt i baggrunden for at give plads til landskabsoplevelsen.
Mange faktorer har indflydelse på, hvordan vi ser, forstår og kender vores landskaber; ser vi det i et nyt lys, ser vi måske også vores indflydelse på landskaberne på ny, og hvordan vi kontinuerligt ”digter” (omformer) videre.
Som et prisme viser kunstværket en række temaer om landskab, natur og urbanisering.
